© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jan Damgaard Kiær | Dansk korrespondent og modstandsmand Født fredag den 21. februar 1919 i Oslo, Norge (tidl. Christiania/Kristiania) Død lørdag den 4. august 1945 i København |
Mini-biografi: Var søn af en kontorchef, kom som 7årig til Danmark og fik sin skolegang på hhv. Vognmandsmarkens Skole og Gentofte Statsskole. Fik en shippinguddannelse i rederiet C.K. Hansen, aftjente sin værnepligt og efteruddannede sig derefter i Hamburg, blev 1939 ansat i forsikringsselskabet Skåne. Jan Damgaard Kiær blev under besættelsen tilknyttet militærgrupperne i København, var med til at få folk transporteret i sikkerhed til Sverige, medvirkede ved trykning og forsendelse af de illegale blade De Frie Danske og Niels Jydes Breve. Var ordonnans for kompagnichefen i kompagni 3 i modstandsgruppen Holger Danske. Midt i sommeren 1944 blev Damgaard Kiær arresteret af tyskerne, ført til Horserødlejren, siden overført til Frøslevlejren og derfra deporteret til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland. Blev overført til arbejdslejren Porta Westfalica-Barkhausen, hvor man var i gang med at indrette fabrikker inde i bjergene. Blev befriet og hjemført med Røde Kors' hvide busser, men havde pådraget sig en tuberkulose og døde kort efter indlæggelsen på Øresundshospitalet. |
|