Mini-biografi: Var søn af en svensk arkæolog, kom efter skoletiden på Det Kongelige Akademis arkitektskole og var i 1959 uddannet som møbelsnedker, bygningskonstruktør samt arkitekt. Arbejdede hos arkitekten Bent Jørgensen i Växjö i Sverige, var med til at tegne et hotel i Värnamo, virkede desuden hos bygningsinspektør Preben Hansen, Tyge Hvass samt Erik Herløw & Tormod Olesen og var i 23 år ansat ved Kooperativ Bygge Industri. Jan Valmin tegnede bl.a. møbler til en direktør-lejlighed, Hector på Strøget, Dansk Norsk Kvælstoffabrik i Grenå, Shell raffinaderi i Fredericia, Albertslund Bycenter, Urban-centret på Amager, til Damsøgård Plejehjem, Egeskov kursuscenter og til diverse børne- samt ungdomsinstitutioner. Valmin var afklaret transvestit og i flere år medlem af den nordiske samt danske bestyrelse for transvestitforeningen Phi-Pi-Epsilon, skiftede i 1990 sine drengenavne ud, hed nu Jannis Valmin og ansøgte regeringen om at få et indstik i sit pas med sin identitet som kvinde. Var i maj 1994 medstifter af Transvestitforeningen i Danmark og i efteråret 1998 af Butterfly Club, et fælles mødested for transvestitter, transseksuelle og sympatisører. Valmin blev i 1979 udnævnt til æresmedlem af Vejby-Tibirke Selskabet. |