© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jan Evangelista 'Purkinje' Purkyně | Tjekkisk forsker, fysiolog og professor Født mandag den 17. december 1787 i Libochovice, Tjekkiet Død onsdag den 28. juli 1869 i Prag, Tjekkiet |
Mini-biografi: Kendes bedst under den germaniserede navneform Purkinje. Fik sin skoleuddannelse i den romersk-katolske Piaristorden i byen Mikulov i Mähren. Gik efter studentereksamen ind i ordenen, men forlod den igen inden ordination til præst. Begyndte filosofistudiet ved universitetet i Prag, skiftede efter et år til medicin og blev især interesseret i fagene anatomi og fysiologi. Fik 1818 doktorgraden på en afhandling om synssansen, som vakte Goethes opmærksomhed og førte til et venskab mellem de to mænd. Fra 1823 professor i anatomi og fysiologi ved universitet i Breslau (Wroclaw i det nuværende Polen) og fra 1850 professor i fysiologi ved universitetet i Prag. Purkyněs virksomhed inden for anatomien og fysiologien faldt i en periode, hvor cellelæren, den mikroskopiske anatomi og den eksperimentelle fysiologi for alvor slog igennem, og hans navn er knyttet til flere anatomiske strukturer og fysiologiske fænomener. Nævnes skal Purkinjetrådene, et netværk af nervetråde i hjertet, Purkinjecellerne i lillehjernens bark og Purkinjes årefigur i øjet. Var den første, som beskrev kimblæren i ægget og grundlagde daktylografien, læren om fingeraftryk. I sine senere år aktiv i politik som landdagsmand og som førende i den nationale tjekkiske bevægelse. Universitetet i den tjekkiske by Ústí nad Labem er opkaldt efter ham. |
|