© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Janus Andreas Bartholin la Cour | Dansk maler Født tirsdag den 5. september 1837 i Tim, Ringkøbing Død onsdag den 13. oktober 1909 i Odder |
Mini-biografi: Fik privatundervisning hos E. Høegh-Guldberg 1850-53, rejste til København og gik en tid hos F.C. Kiærschou. Tegnede hos Marstrand fra 1854 og kom på Kunstakademiet 1857-59, deltog derefter i undervisningen om vinteren til 1864. Gennem N.L. Høyen kom la Cour i forbindelse med P.C. Skovgaard, som fik stor betydning for hans landskabsopfattelse. Søgte i sine kompositioner harmonien og den vegetative, stille stemning frem for naturkræfternes rasen. Dyrkede den rene naturidyl uden figurstaffage. Fra rejserne hentede la Cour forfinede indtryk, især bør hans arbejder fra Nemisøen og Villa d'Este i Tivoli, samt fra Alperne og Bayern fremhæves. Selv i de solbeskinnede italienske motiver, bevarer la Cour en kølighed i skildringen. Omkring 1878 fik hans palet en rigere tone under indflydelse af fransk kunst, især Corots stemningsmaleri. Det konservative element i la Cours kunst hænger sammen med, at han med sin enspændernatur undgik enhver kontakt med andre kunstnere, især i de sidste 25 år af sit liv og dermed isolerede sig fra nye kunststrømninger. Af la Cours værker kan nævnes: Tidlig sommermorgen ud over en eng (1861), Parti fra Montréjeau, Sydfrankrig (1865), Bjergslugt ved Olevano (1870), Strandparti ved Helgenæs (1877), Udsigt mod Helgenæs (1884) og Akvædukt i Roms Campagne (1904). |
|