© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jaroslav Hašek | Tjekkisk forfatter Født mandag den 30. april 1883 i Prag, Tjekkiet Død onsdag den 3. januar 1923 i Lipnice nad Sázavou, Tjekkiet |
Mini-biografi: Lærersønnen fra Prag havde en utryg barndom på grund af faderens alkoholisme og tidlige død. Blev smidt ud af gymnasiet efter at have deltaget i optøjer rettet mod det østrigske overherredømme. Gennemførte en handelsuddannelse og var kortvarigt ansat i en bank. Levede derefter af sit talent for at skrive, fik fra 17-års alderen trykt rejseskildringer samt humoristiske fortællinger i aviser og tidsskrifter. Ved udbruddet af 1. verdenskrig blev Hašek indkaldt til den østrig-ungarske hær, men kom hurtigt i russisk fangenskab. Lod sig hverve til Den tjekkoslovakisk Legion, som kæmpede for et uafhængigt Tjekkoslovakiet, men fik sympati for kommunismen og skiftede til den sovjetiske Røde Hær. Kom i 1920 - syg af tuberkulose - tilbage til hjemlandet. Begyndte at skrive romanen Den gode soldat Svejks eventyr, en burlesk historie om den joviale, men snu tjekkiske hundehandler Josef Svejks oplevelser som soldat i den østrig-ungarske hær under krigen. Bogen, som var ufuldendt ved Hašeks død, er et af de kendteste og mest oversatte værker i tjekkisk litteratur og har dannet grundlag for både teateropførelser samt spillefilm. Den østrigske skuespiller Fritz Muliar var uforlignelig som Svejk i en tv-serie fra 1976. |
|