Mini-biografi: Var søn af forfatteren H.C. Branner, så op til sin far og drømte om selv at blive forfatter, men var ordblind og levede ikke op til farens forventninger. Jens Branner blev reporter, rejste på en billig, primitiv måde over det meste af verden for bl.a. Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Danida, Mellemfolkeligt Samvirke og Politiken. Skrev artikler fra flygtningelejre og gav danskerne et empatisk, velskrevet indblik i forholdene i mange ulande. Udgav som 20årig sin første roman: Victor og Marianne, året efter kom den første rejsebeskrivelse: Farlig leg i Palæstina, som efterfulgtes af bl.a. De rejsende, En landsby i Lilleasien, Vejen til Mexico, Kina i kulturrevolution; fodnoter fra en revolution der fortsætter, En krigsfare oplevet indefra: møde med israelere og palæstinensere, Ungdom i øst: glimt fra Polen, Gadedrengene i Dacca, Den blinde verden: handicappet i et uland og Mennesker på flugt. Branner skrev tillige en del bøger om samfundsproblemer, som alkoholisme, ungdomsarbejdsløshed, Aids, vold, selvmord, etc. Modtog 1967 som den første PH-prisen for bogen Stemmer fra Mørket, fik fra 1965 jævnligt ydelser fra Statens Kunstfond og år 2000 Journalist og forfatter William Fleron og hustrus mindelegat samt et arbejdslegat fra Litteraturrådet. Udgav 1999 erindringsbogen Opbrud, om det problematiske forhold til faderen. |