Mini-biografi: Var søn af en landinspektør, studerede historie ved Københavns Universitet og arbejdede samtidig for dagbladet Information. Interesserede sig for mellemøstlige forhold, boede 1961-62 i Israel, var på et års studierejse rundt i den arabiske verden og boede 1973 i Egypten. Opholdt sig 1975 som freelancekorrespondent i Sydvietnam under Vietnam-krigens afslutning og rapporterede foruden til Information, til fem andre nordiske aviser, deriblandt det svenske Dagens Nyheter. Jens Nauntofte var fra 1977 ansat ved Danmarks Radio, som redaktør i Kultur- og Samfundsafdelingen, var med til at oprette udenrigsprogrammet Udefra samt radiomagasinet Orientering. Arbejdede fra 1988 som reporter og studievært ved TV Avisen, genskabte sammen med Leif Davidsen, udenrigsprogrammet Horisont. Virkede 1999-2004 som udenrigskorrespondent med base i Berlin samt København. Producerede kortfilm og dokumentarfilm gennem sit eget produktionsselskab, var rejseleder på rejser til Vietnam, Mellemøsten samt Berlin, medlem af Eventyrernes Klub og gæsteforsker ved Georgetown Universitys afdeling for arabiske studier. Udgav bl.a. Den palæstinensiske befrielseskamp, Gul stjerne over Vietnam, Saudi Arabien, Det moderne Ægypten, Israel - en tidsindstillet bombe?, Mellemøsten i krise, Reagans sidste tango, USA og Mellemøsten, Israel og de besatte områder samt Islam i Europa: samliv eller konflikt? Modtog 2001 DR-TV's jubilæumspris for journalistik og reportage. Gift med skuespilleren Maria Stenz. |