© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jes Peter Asmussen | Dansk forfatter, teolog, filolog og professor Født fredag den 2. november 1928 i Aabenraa Død mandag den 5. august 2002 i København |
Mini-biografi: Var søn af en maskinmester, blev 1948 student i Aabenraa, læste teologi på Københavns Universitet, tog kandidateksamen 1954. Blev 1955 ansat som lærer ved Det kongelige Vajsenhus, var fra 1960 adjunkt i iransk filologi på Københavns Universitet. Udgav 1960 Historiske tekster fra Achæmenidetiden og The Khotanese Bhadracaryådesanå, forsvarede 1965 disputatsen Xuåstvånift. Studies in Manichaeism for en doktorgrad. Jes Peter Asmussen blev 1967 professor i iransk filologi og varetog stillingen til 1998. Udgav Studier i jødisk-persisk litteratur, Judaeo-Persica I-IV i Acta Orientalia, The Song of Songs in Judeo-Pérsian, leverede desuden adskillige artikler til danske og udenlandske tidsskrifter. Gav fremstillinger af zarathustrismen, mithraskulten og manikæismen i Illustreret Religionshistorie og bidrog i Verdens Litteraturhistorie med kapitlerne "Den iranske litteratur: Fra urtiden til Islams sværd" og "Fra Islams gennembrud til nutiden". Asmussen var en efterspurgt gæsteforelæser ved både danske og udenlandske universiteter. Var medlem af Videnskabernes Selskab, repræsentantskabet for landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn, formand for Studentergården, censor i hebraisk for teologistuderende og religionshistorie, medlem af Societas Danica Indagationis Antiqvitatis et Mediiaevi, af redaktionen af Temenos Studies in Comparative Religion i Helsinki, korresponderende medlem af Religionsvetenskapliga Sålskapet i Finland og æresdoktor ved Lunds Universitet. Blev 1976 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Far til forfatteren Peter Asmussen. |
|