Mini-biografi: Var søn af en lærer, blev i 1933 student i Helsingør, uddannede sig derefter til kemiingeniør og blev efter at have aftjent sin værnepligt, ansat på De Danske Spritfabrikker A/S i Hobro i 1942. Jørgen Ketil Asmund virkede nogle år på fabrikken i Aalborg og var fra 1951 produktionschef for De Danske Spritfabrikker i Roskilde. Fik til opgave at skabe en dansk bitter, som modstykke til tyskernes Jägermeister og den italienske Fernet Branca. Gik grundigt til værks og samlede gennem tre år, sammen med sine medarbejdere, opskrifter overalt i Danmark, eksperimenterede med utallige sammensætninger, fik som slutresultat kombineret 29 ingredienser urter, krydderier samt blomster, heriblandt rønnebær, laurbær, anis, pomerans, gul ensian, ingefær og muskat, der tilsat 38 pct. alkohol blev til kongen af bitter Gammel Dansk, som blev kendt verden over. Asmund var også manden bag "Porse-snaps", "Den Tapre Landsoldat", "Krabask" og "Gammel Dansk Asmund Special", der kom på gaden omkring 2007. Asmund sad som formand for Landsforeningen Dansk Arbejdes Roskilde afdeling og Konservativ Vælgerforening for Roskilde og Omegn, var desuden medlem af ligningskommissionen i Roskilde. |