© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Joakim Frederik Skovgaard | | Dansk maler, billedhugger og kunsthåndværker Født tirsdag den 18. november 1856 i København Død torsdag den 9. marts 1933 i København |
Mini-biografi: Som søn af P.C. Skovgaard modtog han fra barndommen tegneundervisning af ham. Under en rejse til Paris i 1880-81 og et ophold på Léon Bonnats skole, fik Joakim Skovgaard grundlæggende kendskab til den nye naturalistiske malemåde. Trådte i karakter som maler, under Italiensrejsen 1882-84, hvor han også var i Grækenland med Kristian Zahrtmann. Fra opholdet her ledte indtrykkene af Parthenonfrisen og græske vasemalerier, over i hans monumentale stil i vasedekorationer og dragtstudier til kirkeudsmykninger. Efter sin hjemkomst udførte Skovgaard keramiske arbejder hos J. Wallmann. I samarbejde med Thorvald Bindesbøll, skabte han Bjørnespringvandet og dernæst over en årrække Dragespringvandet, på Rådhuspladsen i København. Men det var de religiøse motiver, der blev en afgørende del af hans livsværk. Skovgaards tegninger til Grundtvigs salme Den signede dag (1885), er et hovedværk blandt danske bogillustrationer. Det monumentale, dramatiske kæmpebillede Kristus i de dødes Rige (1891-94), vakte ved sin visionære form megen debat i samtiden. Disse værker skaffede Skovgaard udsmykningsopgaver i Viborg Domkirke, sammen med arkitekten H.B. Storck. Resultatet blev en folkelig billedbibel i Grundtvigsk ånd, og motivisk set er Skovgaard her inspireret af antikken, oldkristen kunst, renæssance og dansk guldalder, mens modellerne til figurerne er fra hans egen omgangskreds. |
|