Mini-biografi: Var søn af en direktør, fik efter skoletiden en omfattende uddannelse indenfor shipping, i Danmark, England og Tyskland. Blev herefter ansat i SAS, arbejdede 1960-65 i Den Kongelige Grønlandske Handels trafikafdeling i Godthåb (Nuuk), ved Grønlandsfly A/S 1965-79, var administrerende direktør med domicil i Godthåb 1974-79. Jørgen Ancher Høy grundlagde sin karriere i Grønland, var topleder ved oprettelsen af Grønlandsfly, nu Air Greenland, manden bag indførelsen af Sikorsky-helikopterne samt Dash 7, i 10 år bestyrelsesformand for Royal Arctic Line i den periode, hvor selskabet overgik til moderne containerdrift. Høy blev i 1979 indkøbschef ved naturgasprojektet i Dansk Olie & Naturgas A/S, i dag DONG Energy, var administrerende direktør 1981-95 og stod bl.a. med det øverste ansvar for etableringen af naturgasnettet, Danmarkshistoriens største anlægsopgave. Udgav i samarbejde med journalisten Christian Schultz-Lorentzen, samtalebogen Grønland lagde sporet, om sin erhvervskarriere i ikke mindst Grønland. Bestemte ved udgivelsen at Foreningen Grønlandske Børn, fremover skulle tilgodeses med en økonomisk procentdel af bogsalget. Høy blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |