© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jørgen Bejlegaard Jensen | Dansk fabrikant og virksomhedsgrundlægger Født fredag den 25. april 1913 i Gjøl, Aabybro Død fredag den 28. marts 2008 |
Mini-biografi: Fik efter skoletiden en uddannelse som slagter, åbnede egen forretning i Gjøl ved Limfjorden og begyndte sammen med sin hustru en større pølseproduktion. Fik stor succes og måtte snart skaffe større lokaler, købte 1951 det nedlagte Skalborg mejeri, navnet Gøl flyttede med en lettere omskrivning med. Jørgen Bejlegaard Jensen gik aldrig på kompromis med kvaliteten, Gøl pølser faldt i forbrugernes smag og fabrikken måtte udvide flere gange. I 1966 byggedes en ny, moderne fabrik i Svenstrup, som efter nogle år måtte udvides så den dækkede mere end 50.000 kvm. Både udlandet og hjemmemarkedet blev forsynet med pølser herfra og fabrikken gav beskæftigelse til 600 mennesker. De første bygninger i Skalborg ombyggedes til ældreboliger under navnet Gøls Minde og de ejes stadig af familien. Bejlegaard Jensen deltog i det daglige arbejde, både på fabrikken og på sin store minkfarm, var blandt initiativtagerne til grundlæggelsen af minkfodercentralen Limfjorden i Støvring. Blev 1978 hædret med landsforeningen Dansk Arbejdes initiativ-diplom, modtog 1988 Nordjyllands Erhvervslederpris, udnævntes 1994 til æresmedlem af Aalborg og Omegns Pelsdyravlerforening og fik 1996 overrakt Aalborg-Manden. Jørgen Bejlegaard solgte 2003 virksomheden til Tulip Food Company, men blev ved med at have sin gang på fabrikken. |
|