© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jørgen Bladt | Dansk entreprenør, civilingeniør og virksomhedsgrundlægger Født onsdag den 17. oktober 1934 i Aalborg Død lørdag den 26. september 2020 |
Mini-biografi: Blev student fra Aalborg Katedralskole, modtog et stipendium og læste derefter et år på University of Wisconsin-Madison, ønskede at blive i USA og arbejdede et par måneder som jord- samt betonarbejder i Houston, Texas. Læste ved hjemkomsten til civilingeniør på Danmarks Tekniske Højskole i København og tog eksamen i 1960. Flyttede tilbage til Aalborg, blev ansat som byggeplads- og projektleder på Kjærs Maskinfabrik, oprettede siden egen virksomhed sammen med en kompagnon. Blev i 1965 eneejer af Jørgen Bladt A/S, der fremstillede komplicerede stålkonstruktioner til vindenergisektoren, olie- samt gasindustrien, bygge- og anlægsprojekter, virksomheden udførte bl.a. sammensvejsningen af de store brodragere til Storebæltsbroen. Jørgen Bladt var driftig og foretog adskillige lange rejser til bl.a. Grønland samt Mellemøsten, men valgte i 1998 at sælge virksomheden, som var vokset betragteligt og havde omkring 450 medarbejdere. Bladt var blevet tildelt adskillige faglige tillidserhverv, sad i Industriens Arbejdsgiverforening, Jernets Ulykkesforsikring, var formand for aktionærrådet for Nordea samt Ingeniørforeningens Normudvalg for revision af tanknormer mv. Var 1988-2007 Britisk Honorer Konsul, besøgte sammen med hustruen, Buckingham Palace og blev tildelt Honorary Member of The Most Excellent Order of the British Empire. Bladt modtog også en medalje for 25 års tjeneste i Hjemmeværnet. |
|