© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jørgen Henrik Pagh Barfod | Dansk forfatter, marinehistoriker og modstandsmand Født lørdag den 2. marts 1918 i København Død onsdag den 9. september 2015 |
Mini-biografi: Faderen var kommandør i Søværnet, men sønnen kunne på grund af nedsat syn ikke gå samme vej. Gennemførte efter studentereksamen, studier i historie og geografi ved Københavns Universitet. Var ved hærens opløsning august 1943, værnepligtig elev (kornet) på Hærens Officersskole. Barfod blev herefter medlem af modstandsgruppen "Holger Danske". Arresteret af Gestapo december 1944 og deporteret til KZ Neuengamme, hvorfra Barfod kom til den meget barske udkommando Dessauer Ufer i Hamborg. Kom hjem med De hvide Busser den 20. april 1945 og blev efter færdiggjorte studier 1947, ansat som marinehistoriker under det daværende Marineministerium. Lærer ved Lyngby Statsskole 1954-79, leder af Frihedsmuseet i København 1971-87 og flotillechef i Hjemmeværnet 1950-61. I tidens løb indehaver af mange tillidshverv, herunder medstifter af, bestyrelsesmedlem i og æresmedlem af Marinehistorisk Selskab, formand for Landsforeningen Gestapofanger og for Sammenslutningen af danske fanger fra Frihedskampen, formand for Frihedskampens Veteraner fra 2001 til foreningens nedlæggelse i 2008. Af Barfods store forfatterskab skal især nævnes bogen Helvede har mange navne (1969), som fortsat er standardværket om danskere i tysk fangenskab under besættelsen. Har desuden skrevet et stort antal marinehistoriske og andre historiske værker samt bøger om sin slægt og egne erindringer. Ridder af Dannebrogordenen. |
|