© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jørgen Paulsen | Dansk forfatter, historiker og museumsdirektør Født mandag den 19. april 1909 i Vester Sottrup, Sønderborg Død søndag den 23. september 2001 |
Mini-biografi: Var søn af en gårdejer, blev 1927 student i Sønderborg, 1934 cand.mag. og året efter ansat som assistent på Frederiksborgmuseet. Blev i 1938 inspektør og 1953 udnævnt til direktør, varetog stillingen til 1976. Jørgen Paulsen fik udbygget museets position, som centrum for dansk portræthistorisk forskning gennem den fortsatte registrering af portrætsamlinger fra flere herregårde, ved systematisering og nyopstilling af billedarkivet samt ved adskillige nyerhvervelser. Også museets ydre rammer blev forbedret, husarstalden blev indrettet til et tidssvarende konservatoratelier og foredragssal, i 1965 fik museet overladt Slotsherrens hus, der blev restaureret og kom til at huse kontorer og arkiver. Paulsen fik virkeliggjort brygger J.C. Jacobsens grundtanke med museet, ved at formidle sin store viden ved en række foredrag og omvisninger på museet. Udarbejdede tillige nye vejledninger, et billedhæfte og tog initiativ til flere særudstillinger med fyldige kataloger, bl.a. Billeder fra Treårskrigen 1848-50 samt Christian IX og hans slægt. Var medredaktør af værker som Danmarks historie i billeder, Danmarkshistoriens blå bog, Danmark. Historisk billedbog I-IV og Sønderjylland. Udgav i 1980, sammen med H.P. Clausen, værket om Augustenborgerne. Paulsen blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og Kommandør. |
|