| Mini-biografi: Var søn af en sparekassedirektør, blev student fra Sorø Akademi, stod herefter i lære som sortimentsboghandler i Fredericia, København og Aarhus. Åbnede kort efter uddannelsen, en forlagsvirksomhed i 1889, i Mejlgade 20 under navnet Albert Bayers Jydske Forlag, der i årene 1891-92 udgav månedsskriftet Jylland, redigeret af Franz von Jessen. Etablerede i 1895 forlagsaktieselskabet Jydsk Forlagsforretning, der især havde jyske boghandlere som aktionærer, var selv forretningsfører og beholdt stillingen, da selskabet i 1901 blev overtaget af Jacob Hegel fra Gyldendal, man beholdt særskilt kontor og lager i Aarhus - og førte det videre under navnet Det jyske Forlag. Det ophævedes i 1904, da Gyldendals Boghandel og Nordisk Forlag fusionerede, Bayer fortsatte igen med eget forlag under navnet Albert Bayers Forlag, Jysk Forlags-forretning og drev denne resten af livet. Arbejdede desuden for Aarhus Teater, først som forretningsfører, siden som økonomisk direktør, Udgav i 1925 bogen Aarhus Theater, dets Tilblivelse og dets Arbejde om teatrets første 25 års historie. Udgav som forlægger, bøger af forfattere som Marinus Børup, K.G. Brøndsted, Carit Etlar, H.F. Feilberg, Richardt Gandrup, J. Jacobsen, Nicoline Kirkegaard, Vilh. Malling og Gustav Wied. |