© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Johan Kristoffer Cronquist | Svensk læge Født søndag den 8. april 1866 i Malmö, Sverige (før 1658: Malmø, Danmark) Død mandag den 7. marts 1921 i Malmö, Sverige (før 1658: Malmø, Danmark) |
Mini-biografi: Var søn af en forretningsmand, blev 1883 student fra Lunds Universitet, læste medicin og tog 1890 kandidateksamen, blev medicinsk licentiat ved Karolinska Instituttet i Stockholm 1894. Johan Cronquist praktiserede i Berlin under nobelpristageren professor Robert Koch, gjorde siden tuberkulose og børnesygdomme til sit arbejdsområde. Arbejdede som tilforordnet provinslæge i Vara distriktet 1895-96, var fra 1895 tillige bataljonslæge og blev 1896 praktiserende læge i Malmø. Fik set byens skyggesider med arbejdsløshed, fattigdom, druk og mishandling og ikke mindst underernærede børn med utøj og engelsk syge, hjalp ved at behandle gratis og købe medicin og mad for egne penge. Tog 1899 den medicinske doktorgrad, var fra 1901 skolelæge i Malmø og fra 1907 læge på Malmø børnesygehus, hvor børn over 3 år blev behandlet. Cronquist sad i bestyrelsen for foreningen "Mjölkdroppen", som underviste i barnepleje og bl.a. agiterede for tuberkelfri mælk, da den upasteuriserede mælk blev regnet som smittekilde. Skrev flere bøger og brochurer om spædbørnspleje, tuberkulose m.m. og kæmpede en sej kamp for at byen fik et sygehus til spædbørn, 1912-13 opførtes Flensburgska Barnsjukhuset, men Cronquist blev til sin store skuffelse forbigået i valget af overlæge. Har fået en gade i Malmø opkaldt efter sig. Var far til forfatteren Alice Lyttkens. |
|