© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Johan Daniel Herholdt | Dansk læge, kirurg og professor Født tirsdag den 10. juli 1764 i Aabenraa Død torsdag den 18. februar 1836 i København |
Mini-biografi: Gik i faderens fodspor og uddannede sig som kirurg, hvilket dengang ikke var en del af lægeuddannelsen, men et håndværk, hvis udøvere dog skulle have eksamen fra Kirurgisk Akademi i København. Tog kirurgisk eksamen 1789 og var derefter ansat som kirurg i Søværnet til 1819. Herholdt vakte opsigt, ved i 1793 at vinde Københavns Universitets prisopgave i medicin, selv om han ikke var student og ikke immatrikuleret ved universitetet. Dette blev Herholdt først i 1802 og fik samme år den medicinske doktorgrad på en afhandling med titlen De vita imprimis foetus humani ejusque morte sub partu (Om det menneskelige fosters liv og især dets død under fødslen). Blev desuden kendt for skrifter om druknedes redning og om vaccinationens betydning. Medlem af Videnskabernes Selskab 1798, ekstraordinær professor i fysiologi 1805 og ordinær professor 1819, universitetets rektor 1819-20 samt 1834-35. Overmedicus ved Det kgl. Frederiks Hospital 1819-25. I denne periode var Herholdt stærkt optaget af "synålejomfruen", Rachel Hertz, som frembød en række mærkværdige symptomer, men til sidst blev afsløret som svindler. Udgav flere værker om dansk medicinalhistorie og fik 1815 indført lægeløftet, som stadig afgives af danske læger, i Herholdts formulering. Udnævnt til etatsråd, Ridder af Dannebrogordenen samt Dannebrogsmand. |
|