© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Johan Frimodt | Dansk boghandler Født onsdag den 2. marts 1859 i Sorø Død tirsdag den 12. november 1935 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Var søn af præsten Rudolph Frimodt, blev 1878 student med 1. karakter fra Haderslev Læreres Skole i København, kom i boghandlerlære hos C.A. Reitzel og tog filosofikum 1883. Åbnede i efteråret 1884 egen boghandel på Kultorvet i København og fik kort efter også eget forlag knyttet til forretningen. Udgav i begyndelsen bl.a. professor Alfred Lehmanns skrifter, gik siden over til at udgive mere religiøs litteratur med forfattere som H. Martensen-Larsen, Carl Skovgaard-Petersen og Olfert Ricard. Johan Frimodt blev 1910 formand for Den danske boghandlerforening, ledede festlighederne ved 75 års jubilæet 1912, men nedlagde hvervet 1917 på grund af Gyldendals Boghandel og Nordisk Forlags gentagne krav om ændringer i foreningens vedtægter. Blev 1932 udnævnt til æresmedlem af boghandlerforeningen og overlod 1933 sin forretning til sønnen. Frimodt deltog med interesse i forskelligt kirkeligt arbejde, sad som medlem af Bibelselskabets bestyrelse, bestred i 30 år hvervet som selskabets kasserer og var tillige medlem af Diakonissestiftelsens hovedbestyrelse. Var gift med en datter af professor Emil Hornemann. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og til Dannebrogsmand. |
|