Mini-biografi: Var datter af en enlig mor, der havde seks børn med tre forskellige mænd, voksede op som plejebarn i provinsen og kom efter endt skolegang ud at tjene som malkepige, køkkenpige og stuepige. Uddannede sig som syerske og debuterede som forfatter 1936, med novellen "En pige gaar forbi" i Skive Folkeblad. Johanne Buchardt udgav 1941 romanen Født til Graad, om en fattig, forældreløs og ugleset piges forsøg på at skabe sig en tilværelse, i hovedværket Der gaar ingen Vej tilbage fra 1944, får heltinden en international designer-karriere. Forfatterens voldsomme konflikt mellem barndomserfaringerne og det moderne bysamfund indgår i Vinden og Kirsebærtræet fra 1948. På syv år udgav Johanne Buchardt 6 romaner, der alle blev oversat til norsk og svensk, "Født til gråd" blev også oversat til hollandsk. Bøgerne blev udgivet af Aschehoug, et stort københavnsk forlag, hvilket ikke var helt almindeligt for en ung kvindelig forfatter fra Vestjylland. Johanne Buchardt tjente godt på sine populære bøger og blev ret velhavende. Modtog 1945 Kollegernes ærespris for romanen "Der går ingen vej tilbage". |