© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Josef Franz Karl Lanner | Østrigsk komponist Født søndag den 12. april 1801 i Wien, Østrig Død fredag den 14. april 1843 i Wien, Østrig |
Mini-biografi: Blev som 12-årig optaget i et danseband og dannede som 16-årig sin egen trio, der spillede på de folkelige forlystelsessteder i Wien. Den optog i 1822 den 15-årige Johann Strauss, der senere blev far til de berømte Strauss-sønner. Ensemblet havde succes og blev efterhånden udvidet til et danseorkester, hvor Strauss dirigerede og Lanner komponerede. Da han hørte Carl Maria von Webers fejende valsefantasi Opfordring til Dans, blev han inspireret til at løfte dansemusikken op på et højere plan og skabte den første wienervals. Men Strauss begyndte også at komponere valse og der opstod en rivalisering mellem dem, der i 1825 kulminerede i et vældigt slagsmål på restaurant Bock, hvori værten, tjenerne og publikum deltog med hellig kunstbegejstring. Herefter skiltes deres veje, Strauss dannede sit eget orkester og i de følgende år lå de i en bestandig kappestrid om publikums gunst, der tvang dem til at yde deres bedste. Lanners musik var blød og sentimental, folkelig og ligetil, mens rivalens var lidenskabelig, raffineret og spændstig. Lanner var umådelig populær i Wien, hvor han blev musikalsk leder af hofballerne. Hans kendteste valse er Hofballtänze, Die Romantiker og Die Schönbrunner, som han ved sin sidste koncert i 1843 måtte spille 21 gange. |
|