© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Johannes Theodor Reinhardt | Dansk zoolog, inspektør, forfatter og professor Født tirsdag den 3. december 1816 i København Død mandag den 23. oktober 1882 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Var søn af professor J. Reinhardt, blev 1834 student og tog året efter filologisk-filosofisk prøve, begyndte at læse medicin, skiftede til zoologi, men tog aldrig eksamen. Deltog 1845-47 som zoolog i Galatheas jordomsejling, foretog omfattende indsamlinger og gjorde talrige iagttagelser, fik dog aldrig udgivet sit påtænkte rejseværk. Johannes Theodor Reinhardt blev kort efter hjemkomsten i 1848 udnævnt til inspektør ved Det kongelige Naturhistoriske Museums afdeling for pattedyr og fugle, senere tillige for krybdyr og padder, bevarede stillingen til sin død. Opholdt sig 1850-52 og 1854-56 i Lagoa Santa i Brasilien for at foretage indsamlinger. Udnævntes 1854 til professor, var fra 1856 zoologisk docent ved Polyteknisk Læreanstalt og blev 1861 ekstraordinær docent i zoologi ved Universitetet. Var medlem og kasserer i Videnskabernes Selskab og tillige medlem af forskellige udenlandske lærde selskaber. Udgav bl.a. et stort arbejde om grønlandshvalen, udarbejdet sammen med D.F. Eschricht, skrev afhandlinger om Pseudorca crassidens, fuglefaunaen på Brasiliens Campos, de ejendommelige gruber på nogle slangers skæl, artikler om Gymnotinernes svømmeblære, den mærkelige Stegophilus, en lille brasiliansk mallefisk o.a. Reinhardt observerede at grønlandshvalen har et lårben og skinneben skjult i bløddelene, gik ind for Darwins evolutionsteori og var først til at erkende, at den uddøde dronte var en due. |
|