Mini-biografi: Var søn af en købmand, kom efter skoletiden i handelslære, bestod varemæglerprøven 1882 og etablerede to år efter, sammen med T. Sachs, engroshandlen Sachs & Co, der kun bestod til 1889. Just Cohen kom derefter til vare- og vekselmægler-firmaet Martin Hertz & Co. og blev eneejer 1915. Var politisk interesseret og sad som medlem af bestyrelsen i Københavns radikale vælgerforening, blev siden medlem af hovedbestyrelsen og af det radikale landsforbunds hovedbestyrelse, var medlem af Københavns borgerrepræsentation og i to år den radikale gruppes formand, blev 1913 medlem af skatterådet og markudvalget. Cohen deltog i forhandlinger om torvesager, droschevæsen, sporveje, byggesager og i spørgsmål om byens økonomipolitik. Fremsatte sammen med borgmester P. Hedebol, forslag til nedsættelse af kommission, der skulle udarbejde forslag til afløsning af københavnske ejendomsskatter med en skat på grundværdien og grundværdistigningen. Var under 1. verdenskrig med i velfærdsudvalget, der varetog folkets interesser under krigsforholdene, sad i prisregulerings-kommissionen, det kommunale kornnævn og i det udvidede kornudvalg og majsnævn. Cohen var medlem af sø- og handelsretten, af Mosaisk Trossamfunds repræsentantskab og var direktør for Friskolen for drenge af den mosaiske tro. |