Mini-biografi: Var datter af en varemægler, blev 1952 student, fik uddannelse som tresproglig korrespondent og fik ansættelse i Øernes Andelsselskab. Havde komisk talent og valgte i stedet en scenekarriere, debuterede som revyskuespiller i 1957, medvirkede herefter i flere revyer og havde roller i adskillige film, spillede bl.a. Dirch Passers datter i Mafiaen - det er osse mig, mormor i Hannibal & Jerry samt farmor i Flyvende farmor. Var på TV med i nogle julekalendere, serierne Københavnerliv, Livsens Ondskab af Gustav Wied og blev landskendt som Norma i Sonja fra Saxogade. Havde sammen med Jesper Klein stor succes 1969, i Jytte Hauch-Fausbølls stykke Kameldamen, grundlagde året efter Riddersalen, opførte her bl.a. den ustyrligt morsomme farce Svend, Knud og Valdemar, havde som fast medarbejder, veninden Daimi Gentle. Jytte Abildstrøm var engageret miljøforkæmper, boede i økologisk bofællesskab og agiterede varmt for beskyttelse af naturen. Modtog bl.a. Fr. Schybergs mindelegat, Horsens Teaters Teaterkat, Frederiksborg Kulturcenters kunstnerpris, PH-prisen, LO's kulturpris, Niels Matthiasens mindelegat, Danske Børnevenners pris, Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, Wilhelm Hansens hæderslegat, Teaterpokalen, Bikubens hæderspris, blev hyldet med teaterflisen på Frederiksberg i 2024 og udnævntes til Ridder af Dannebrog. Blev i ægteskabet med forretningsmanden Søren Mygind, mor til skuespiller Peter Mygind samt terapeut Lars Mygind. |