Mini-biografi: Mistede sin mor som 7årig, voksede derfor op hos bedsteforældrene i Sorø og kom som 11-årig på Sorø Akademi. Tog 1954 nysproglig studentereksamen, rejste derefter til USA og studerede et år på Wesleyan University i Connecticut. Kom tilbage til Danmark, aftjente to års værnepligt og helligede sig fra 1957 historiestudiet, var året efter til forprøve hos professor Aksel E. Christensen. Kai Hørby specialiserede sig i middelalderen, søgte oplysninger fra teologiske, juridiske og politiske kilder og formåede at sætte sig ind i middelalderlig tankegang i Europa. Var især optaget af tidens åndshistorie, men også økonomi, handels- og socialhistorie blev studeret grundigt. Hørby var amanuensis ved Københavns Universitet i årene 1965 71 og herefter lektor. Blev 1977 dr.phil. med disputatsen Status Regni Dacie. Studier i Christofferlinjens ægteskabs- og alliancepolitik 1252-1319. Skrev flere oversigtsværker over dansk middelalder, leverede bidrag til Københavns Universitet 1479-1979, Gyldendals Danmarks Historie, Dansk socialhistorie, Det Europæiske Hus, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, fik ikke færdiggjort sine studier af norditalienske byers administration. Hørby holdt adskillige foredrag, også i Danmarks Radio, sad i ti år som sekretær i Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og blev 1989 medlem af Videnskabernes Selskab. |