Mini-biografi: Var søn af en urmager, gik på Kunstakademiet 1902-06 og var længe før begyndt at male, men det var skulptur Kai Nielsen ville skabe. Gennembruddet kom 1908 med Nøgen, en siddende kvindeskikkelse. Marmorpigen (1909) er en ung pige, der kryster armene over brystet. Konkurrerede 1910, til udsmykningen af kongetrappen på Christiansborg og blev stærkt optaget af Ymer, som senere blev hovedfigur i skulpturen i Faaborg. Den blev afsløret samtidig med Fåborg Museums rejsegilde 1913. I forhallen opstilledes Kai Nielsens magtfulde skulptur, af museets velgører Mads Rasmussen, i jaket og med posede bukser. Skabte til Klaveness-parken i Norge 1918-20: Venus med æblet i hvidt marmor samt Vandmoderen, et symbol på frugtbarhed, med småunger kravlende op ad sin kraftige krop. Den blev senere gentaget i Glyptotekets vinterhave. De utallige statuetter var i mange tilfælde indfald, gjort med lune. Beregnet til at tage i hånden, glædes ved formen og det smilende indhold. De blev populære, ofte reproduceret og for mange mennesker indgangen til den større, dybere billedhuggerverden. Frembragte år efter år, en række ypperlige arbejder præget af styrke samt blidhed, af en frodig fantasi og livsglæde. Var på mange måder ægte fynsk som Carl Nielsen samt en del af gruppen omkring Fåborg Museum. |