© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Kaja Andrea Karoline Eide Norena | Norsk sanger Født lørdag den 26. april 1884 i Horten, Vestfold, Norge Død onsdag den 13. november 1968 i Lausanne, Vaud, Schweiz |
Mini-biografi: Den smukke sangstemme blev bemærket tidligt og en sanglærer fik den lille Kaja med i et børnekor. Sang som 14årig for den svenske sopran Ellen Gulbranson, fik det råd at lade stemmen få ro i tre år, og som 17årig tog Kaja timer hos Aschehoug og de begyndte at optræde sammen ved private fester. Holdt sin første koncert i 1903, den var vellykket og førte til flere engagementer. Begyndte i 1904 undervisning hos Ellen Gulbranson i Kristiania, blev efter debut i Stockholm 1905 overtalt af Bjørn Bjørnson til at komme til Nationaltheatret. Ingen kunne være i tvivl om talentet efter et par store roller, og det helt store gennembrud kom med titelrollen i Madame Butterfly 1909 som siden blev gentaget på Stockholms Operaen. Brød igennem internationalt som 40årig på La Scala i Milano og sang partiet som Gilda i Rigoletto ledet af Arturo Toscanini. Nu fulgte opgaver i London, Paris og Chicago, ofte som Gilda, Norena betegnede den som sin lykkerolle. Optrådte 1935 i Det Hvide Hus for præsident Roosevelt og 300 indbudte gæster. Blev tildelt Kongens fortjenstmedalje i guld, Den franske Æreslegion, den danske Ingenio et Arti og var udnævnt til ridder af 1. klasse af St. Olavs Orden. |
|