Mini-biografi: Var søn af en bankfuldmægtig, gik først på Sønderborg Statsskole, derefter på Aarhus Katedralskole, blev efter skoletiden ansat som assistent ved Justervæsnet. Var i 1943 under besættelsen indkaldt ved flåden, var her med til at sænke sit skib og blev sammen med den øvrige besætning interneret på Holmen, var siden tilsluttet en illegal gruppe i Aarhus, hvor forældrene boede. Kaj Jensen rejste til København for at blive medlem af sabotageorganisationen Borgerlige Partisaner (BOPA). Gruppens altoverskyggende problem var at fremskaffe nok forsyninger af våben og ammunition, man gennemførte flere aktioner, fik nogle gang held til at skaffe store mængder af våben og ammunition, bl.a. ved en aktion mod Riffelsyndikatet. 15.3.1945 forsøgte gruppen et angreb på en stor tysk ammunitionstransport, måtte opgive, men vovede endnu et forsøg på at erobre transporten dagen efter, da den skulle videreføres med jernbane. Toget skulle standse ved Brøndbyøster Blok, BOPA-gruppen havde lagt sig i baghold her, men var ikke klar over at bevogtningen af toget var blevet forstærket med 50 tyske soldater bevæbnet med maskinpistoler. Det resulterede i en af de værste ildkampe danske sabotører var udsat for og Jensen blev sammen med en anden fra gruppen, Ebbe Rørdam, ramt af et dødbringende skud fra tyskerne. |