Mini-biografi: Var datter af en gårdejer, gik på husholdningsskole, på Vallekilde Højskole og læste til lærer på Ankerhus Husholdningsseminarium, tog eksamen i 1955. Giftede sig 1957 med Knud Bælum, fortsatte som lærer til 1965, koncentrerede sig herefter om landbruget på de tre gårde, hvor der dyrkedes korn, bælgfrugter samt frø. Karen Bælum blev i 1969 valgt ind i Aalborg Amts Landboforenings Husholdningsudvalg, medvirkede ved oprettelsen af amtsrepræsentantskaber under Foreningen af Jydske Landboforeningers Husholdningsudvalg. Blev 1972 den første formand for Nordjyllands Amt Syd 1972, efterfulgte 1979 Bente Busk Laursen som formand, varetog posten til 1990 og virkede som landsformand i De Samvirkende Danske Landboforeningers Husholdningsudvalg til 1992. Var i 1983 blevet det første kvindelige bestyrelsesmedlem i De Samvirkende Danske Landboforeninger, efter en valgtale om afvandring fra landet samt sociale og kulturelle konsekvenser af udviklingen i landdistrikterne. Karen Bælum holdt herefter foredrag, forsøgte at få landbokvinderne inddraget i fremtidens landbrug og sad i flere råd samt udvalg, som Fællesudvalget for huslig uddannelse. Var medlem af Landbokommissionen, formand for Landbrugsministeriets produktivitetsudvalgs husholdningsudvalg, formand for Statens Husholdningsråd, for de danske afdelinger af Associated Country Women of the World og Nordens Landbokvinder. Karen Bælum modtog Nykredits jubilæumslegat og udnævntes til Ridder af 1. grad af Dannebrog. |