© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Karl Christian Bovin | | Dansk maler Født lørdag den 5. januar 1907 i Frederikshavn Død onsdag den 13. februar 1985 i Fårevejle, Odsherred |
Mini-biografi: Kom efter forskellige forberedelser på Kunstakademiet hos Sigurd Wandel i 1928 og hos Aksel Jørgensen 1929-31. Karl Bovin malede især landskaber med høj horisont uden figurer, men med stor følsomhed overfor de vekslende vejrlig. Fandt sine vinter- og efterårsmotiver med pløjemarker og et lille husmandssted i Odsherred. Blandt Bovins forbilleder var Dankvart Dreyer og senere de franske impressionister, især Claude Monet. Med årene blev Bovins palet lysere og penselføringen friere, når sommerens bølgende kornmarker blev gengivet, i ånd og stemning er disse billeder beslægtede med Fynboernes. Opholdene på Skagen i 1950'erne inspirerede Bovin til en ny, skitseagtig malemåde med stærkere og mere lysfyldte farver. De mange rejser til arabiske lande bidrog også til at give lyset større gennemslagskraft i Bovins billeder. Var i 1932 medstifter af kunstnersammenslutningen Corner og i mange år en markant personlighed i gruppen af Odsherredmalere. Af Bovins værker kan nævnes Selvportræt (1929), Lyngbakker i maj (1930), Købmandens hus i Gern (1932), Landskab fra Odsherred (1934), Pløjemark (1944), Landskab fra Højen. Gl. Skagen (1955), Marine fra Budaya, Bahrein (1957), Selvportræt i araberdragt (1964), Oase med tamarindetræer (1967) og Åsen, Fårevejle (1969). |
|