Mini-biografi: Var søn af en grosserer, blev i 1879 student, året efter cand.phil. og 1884 polyteknisk kandidat i anvendt naturvidenskab. Arbejdede 1884-85 på bryggeriet Gamle Carlsberg, modtog det Eibeschützske legat og foretog studierejser til Tyskland og England, blev ved hjemkomsten kemiker på sukkerfabrikken i Assens. Uddannede sig i trikotageindustrien og havde kort tid en trikotagefabrik i Göteborg. Blev i 1888 ansat af Philip W. Heyman som laboratorieforstander ved Tuborgs fabrikker, opbyggede driftslaboratoriet, fik teoretisk og praktisk kendskab til bryggeriteknik og var medstifter af et analytisk kemisk laboratorium. Karl Meyer var 1893-96 medredaktør af Ingeniøren, udgav Haandbog i Varekundskab, Meyers Vareleksikon, skrev i 1916 "De forenede bryggeriers 25 års jubilæumsskrift", var 1920-21 redaktør af Meyers konversationsleksikon. Var medstifter og bestyrelsesmedlem i bl.a. Hertz' Garveri og Skotøjsfabrik, De forenede Bryggerier, Jens Villadsens Fabrikker, Schønning & Arvé, Nordisk Kulsyrefabrik samt Skandinavisk Gummikompagni. Var medlem af Industriforeningens repræsentantskab, formand for Industrirådet og Industriforeningen, ekspedient for betænkningsudvalget for eneretssager og medlem af patentkommissionen samt medlem af juryen ved udstillinger i Malmø og Stockholm m.m. Blev i 1909 professor, 1933 Dr.techn. h.c. ved Polyteknisk læreanstalt. Udnævntes til Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og Kommandør af 2. grad. Var bror til nationalbankdirektør Emil Meyer og professor Leopold Meyer. |