© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Karl Otto Meyer | Tysk/Dansk lærer, journalist og politiker Født fredag den 16. marts 1928 i Sünderup (Sønderup), Adelby, Sydslesvig, Tyskland Død søndag den 7. februar 2016 i Schafflund/Skovlund, Slesvig-Holsten, Tyskland |
Mini-biografi: Voksede op i en forstad til Flensborg, faderen var ansat i trykkeriet på Flensborg Avis. Som 16-årig gymnasieelev indkaldt til obligatorisk tysk arbejdstjeneste, blev sendt til Polen, men flygtede under en orlov til Danmark, hvor han gik under jorden og blev optaget i en modstandsgruppe på Sydfyn. Efter krigen læreruddannet på Skårup Seminarium. Ansat i Dansk Skoleforening for Sydslesvig og var i en årrække leder af den danske skole i Skovlund. I 1952 fik Meyer undervisningsforbud af delstatsregeringen i Kiel, fordi han offentligt havde udtalt sig imod tysk genoprustning. Forbuddet blev ophævet efter en langvarig retssag, men det ufrivillige fravær fra lærergerningen medvirkede til, at han skiftede løbebane til politik og journalistik. Var tidligt aktiv i de dansksindede sydslesvigeres politiske organisation, Sydslesvigsk Vælgerforening og var her landsformand 1960-75. Var 1971-96 det eneste dansksindede medlem af den slesvig-holstenske landdag. Chefredaktør for Flensborg Avis 1963-85. Karl Otto Meyer var en effektiv talsmand for danskheden i Sydslesvig. Var slagfærdig, humoristisk og var vellidt i begge nationale lejre. Tildeltes flere hæderspriser, men sagde nej tak til det slesvig-holstenske æresborgerskab. Meyers erindringer Frihed, lighed og grænseland udkom i 2001 og 2003. |
|