Mini-biografi: Var datter af en urmager, rejste efter almindelig skolegang til København for at tage privatlærerindekursus på N. Zahles Skole. Arbejdede derefter som privatlærerinde, for bl.a. tobaksfabrikant E. Nobels børn, men fik 1872 ansættelse på N. Zahles Skole, var først medhjælper i skolens pension og blev siden lærer i engelsk, religion, dansk, pædagogik samt håndarbejde. Katrine Lønborg blev 1874 forstander for de tre mindste klasser i underskolen, tog 1880 institutbestyrerprøven, blev 1882 forstander for N. Zahles barneskole, samlede alle klasser til 9. klasse under sig og opbyggede en ubrudt enhedsskole. Indførte 1881, efter en studierejse til Schweiz, den Schallenfeldske metode til brug for håndarbejdsundervisningen på skolen, underviste på Testrup Højskole om sommeren og besøgte og underviste på skoler i Sverige, Tyskland og Schweiz. Udgav sammen med Henriette Skram, Historiske Digte I-II og sammen med Augusta Fenger L. Stremmes Skrivesystem. Omsatte hele livet Johann Pestalozzis teori om opdrager- og undervisningskunst, med hensyntagen til hver enkelt elevs evner og om at lære med hoved, hånd og hjerte. Katrine Lønborg blev medlem af skolens bestyrelse ved N. Zahles Skoles overgang til selvejende institution. |