Mini-biografi: Var datter af en værktøjsmager, forlod skolen som 14årig, arbejdede en tid som ekspeditrice i en parfumeforretning, rejste til Canada, fik ansættelse i et bageri, fik hurtigt hjemve og rejste hjem. Havde tidligere sunget i Danmarks Radios pigekor og besluttede sig for at tage sangundervisning hos Johannes Wahl, der havde gode kontakter til flere pladeselskaber. Katy Bødtger blev tilbudt at indsynge en dansk udgave af den svenske succesvise "Fiskerflickans Sång", fik det helt store gennembrud med sin udgave af "Fiskerpigens sang", der blev solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Blev siden populær med slagere som "Blå viol", "Farvel, Jimmy, farvel", "Paradiso", "Edelweiss" og "Som duft af røde roser". Vandt 1960 det danske Melodi Grand Prix med "Det var en yndig tid", der opnåede en tiendeplads ved den internationale finale. Katy Bødtger havde en rolle som sangerinde i filmen Kvindelist og Kærlighed, lagde sangstemme til Lone Hertz i operettefilmen Frk. Nitouche og til Sonja Oppenhagen i Min søsters børn. Sang sammen med Gustav Winckler og Svend Lundvigs Palmehaveorkester, optrådte bl.a. med hits som "Lille sorte stær" og "Så går vi til enkebal". Indsang en del salmer og Steen Steensen Blichers "Til Glæden", gav som ældre mest kirkekoncerter og optrådte på plejehjem. |