Mini-biografi: Var datter af en kontorist, velstående forældre, voksede op som enebarn, men kunne glimrende underholde sig selv ved at tegne og male. Ville gerne have haft en uddannelse som maler på Kunstakademiet, men fulgte forældrenes ønske og kom på lærerseminariet, men valgte dog formning som hovedfag. Kirsten Bøggild giftede sig med en læge, blev medhjælpende hustru, kom til at bo i en villa, der var så stor at der var plads til et atelier i kælderen og kunne her hellige sig det kunstneriske talent, som betød så meget. Her blev der fremstillet billeder i stærke, men harmoniske farver og motivet voksede frem efterhånden som Kirsten Bøggild enten brugte penslen eller trykkede farven direkte ud af plasticflasken. Resultatet blev ofte klovne, heste eller pigeportrætter der kunne lede tanken hen på Bjørn Wiinblad, som var det store idol. Kirsten Bøggild lod sig inspirere af omgivelserne, studerede hverdagslivet, dyrene på marken, kvinder, der snakkede på en café og fik det sat på lærredet, så hvert billede fortalte en glad historie. Udstillede sine værker første gang i 1973 og deltog siden i adskillige udstillinger, er også stadig repræsenteret på flere gallerier. |