| Mini-biografi: Var datter af en landsretssagfører, blev student i 1963, uddannede sig derefter som tekstilkunstner i Krefeldt i Tyskland samt på Kunsthåndværkerskolen i København. Arbejdede nogle år som scenograf hos teatergruppen Rimfaxe, stiftede i 1977, sammen med Per Flink Basse: Billedstofteatret, Danmarks første performancekunst-teater. Den første forestilling Gyldne vinger og blå løfter blev opført på Charlottenborg, den levende udstilling Påtrængende slægtninge på Glyptoteket i 1979, andre forestillinger opførtes bl.a. i Rundetårn, på gader eller i landskaber. I forestillingerne medvirkede mellem 15 og 200 personer i tableauer iført udtryksfulde kostumer, med maskeagtig mimik samt langsomme, stramt instruerede bevægelsesmønstre. Kirsten Dehlholm stiftede 1985 teatergruppen Hotel Pro Forma, var både leder og instruktør af gruppen, skabte flere værker i tæt samarbejde med forfattere som Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen, Per Aage Brandt, Peter Seeberg samt Ib Michael. Teatret opnåede stor anerkendelse både i Danmark og udlandet, med sine nyskabende, originale forestillinger. Kirsten Dehlholm blev hædret med bl.a. Arthur Köpcke prisen, Kjeld Abell-prisen, Eckersberg Medaillen, Tagea Brandts rejselegat, livsvarig kunstnerydelse fra Statens Kunstfond, Wilhelm Hansen Fondens store pris, Ole Haslunds Kunstnerfonds hæderslegat, Reumert prisen, Thorvaldsens medalje samt Teaterkatten. Var kort tid gift med digteren Otto Sigvaldi og blev i ægteskabet mor til sønnen Rasmus. |