Mini-biografi: I 1970'erne var det normalt, at garnfirmaer kun udleverede strikkeopskrifter, hvis man samtidig købte det garn, der blev anbefalet til modellen. Denne hobby var i det hele taget præget af stramme strikketraditioner og normer. Det var Kirsten Hofstätter og mange andre kreative strikkedamer meget utilfredse med og hun tog sagen i egen hånd og opfordrede til, at alle kunne og burde strikke som de ville - det førte til en masse farvestrålende og fantasifulde trøjer. Modellerne blev udgivet i bogen Hønsestrik, der udkom i 1974 og blev en idé, som folk tilsluttede sig ud over hele landet, så nye bøger med flere opskrifter måtte udgives i 1976 og 1980 på forlaget Hønsetryk. Men også børnene ville være med, så i 1977 kom bogen Kyllingestrik, børnenes egen strikkebog. Kirsten Hofstätter skrev også Pernilles dukker (1978) tilegnet alle sande dukkevenner, Snehvid og Rosenrød, et dukkeeventyr (1979), Frøken, en bog om lærerinder i samarbejde med Inge-Lise Paulsen (1985) samt Strik for livet (1989). |