© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Kirsten Johanne Holst Høybye f. Høybye | Dansk forfatter og redaktør Født onsdag den 18. marts 1936 i Lemvig Død mandag den 22. september 2008 i Vejle |
Mini-biografi: Var gift med forfatteren Knud Holst og gjorde sig også selv gældende med en lang række bøger, mest kriminalromaner. Var skolelærer og begyndte først at skrive som 40-årig, da hun i en nordisk thriller-konkurrence 1976 vandt førsteprisen med debutromanen De unge, de rige og smukke. Gennem 1970'erne og 1980'erne udsendte Kirsten Holst ca. en roman om året, der blev oversat til flere sprog. Den sidste Sin broders vogter udkom i 2006. Var født i Lemvig og datter af politimesteren i Hjørring, derfor brugte hun den jyske provins som scene for sine krimier. Kirsten Holst kæmpede for at den gode krimi kunne blive anerkendt som andet end kitsch og kiosk. Var levende interesseret i sine medmennesker, ikke mindst børn og udgav i 1976 den første bog i krimiserien om Safty for børn og unge, som senere blev fulgt op af flere andre serier for børn og unge. Min ven Thomas fra 1987 skildrer homoseksualitet blandt unge og indbragte hende Boghandlermedhjælperforeningens Børnebogspris. Var børnebogsanmelder ved Berlingske Tidende og 1971-82 medarbejder ved DR, hvor hun redigerede det populære børneprogram Søndagskvisten. Delte ud af sin store menneskekundskab og livserfaring som brevkasseredaktør ved Familie Journalen. Mor til forfatterinden Hanne-Vibeke Holst. |
|