© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Knud Ewald Bryning | Dansk fuldmægtig og modstandsmand Født onsdag den 2. maj 1906 i København Død lørdag den 24. februar 1945 i Himmelev, Roskilde |
Mini-biografi: Var søn af en kontorchef, tog 1923 realeksamen på Østre Borgerdyd Skole, blev derefter ansat som assistent i Københavns Handelsbank, kom senere til Skandinavien, videre til valutacentralen og blev til sidst fuldmægtig i Landbrugsrådet. Knud Ewald Bryning og hustruen Elise, der var korrespondent, boede under den tyske besættelse fra 1943 i Himmelev, blev tilknyttet modstandsbevægelsen, kom med i en illegal gruppe i Roskilde, som blev ledet af en af byens præster. Ægteparrets villa blev benyttet som illegal sendestation og efter politiets arrestation som tilholdssted for politiets modstandsbevægelse. I 1945 havde nogle stikkere opdaget at der var "illegale" vogne i Himmelev, nogle tyske terrorister udgav sig for frihedskæmpere, kom i kontakt med ægteparret og kunne observere at der i garagen stod en tidligere politibil som blev benyttet af modstandsbevægelsen. Terroristerne kørte til København, hørte at tre nazister var blevet dræbt og besluttede at likvidere ægteparret. Lederen af politiets modstandsbevægelse, kriminalbetjent Sigurd Bernskov boede i villaen og blev sammen med ægteparret skudt af terrorgruppen ved et clearings drab den 24.2.1945. Fru Bryning myrdedes i sin seng, fuldmægtig Bryning blev dræbt foran garagen og Bernskov, der forsøgte at flygte gennem bryggerset blev skudt her. En mindeplade er opsat på kirkemuren ved Himmelev kirke. |
|