Mini-biografi: Var søn af grosserer Reinholdt W. Jorck, blev student fra Maribo Skole 1896, læste derefter jura og tog kandidateksamen 1902. Blev samme år ansat som byfogedfuldmægtig i Ribe. Knud Jorck virkede i året 1904-05 som fuldmægtig hos overretssagfører Niels Petersen, siden hos overretssagfører Otto Prior og fra 1907 hos overretssagfører E. Søborg. Blev 1907 overretssagfører i København og praktiserede her resten af sit liv. Jorck havde i sit testamente, for at ære sine forældre, oprettet Reinholdt W. Jorck og Hustrus Fond, der dengang var på 4 millioner kr. Fondens hovedformål er at yde støtte til uddannelse og dygtiggørelse af unge mennesker inden for fag, der forventes at få samfundsgavnlig betydning og kan gives både til institutioner eller enkelte personer. Omkring 10 % anvendes til uddeling af priser til forskere indenfor det merkantile, tekniske, samfundsvidenskabelige eller medicinske område. |