© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Knud Larsen | Dansk lærer og modstandsmand Født fredag den 13. januar 1911 i Båring, Middelfart, Fyn Død lørdag den 9. september 1944 i København |
Mini-biografi: Var søn af en lærer, tog efter skoletiden på Borring Skole, selv lærereksamen fra Tønder Seminarium i 1932. Arbejdede en tid som vikar og fik derefter fast ansættelse ved Hellig Kors Skole i København. Var en glimrende pædagog, der interesserede sig for sin gerning og fik oprettet en frivillig ungdomsskole. Knud Larsen havde også en stærk nationalfølelse og deltog under besættelsen i modstandsarbejdet. Kom i 1943 med i en militærgruppe, mødte redaktør Hans Edvard Teglers, blev i februar 1944 knyttet til Holger Danske, fik hurtigt ansvaret for en gruppe og blev snart delingsfører. Var fra juni 1944 sabotageleder og i tæt forbindelse med overbetjent O.B. Bertelsen fra modstandsbevægelsens ledelse. Larsen fik grupperne til at samarbejde og gennemføre flere vellykkede sabotager samt andet vigtigt modstandsarbejde. Måtte snart " gå under jorden", oprettede et fiktivt vragfiskerfirma og fik derved fremskaffet en del sprængstof på legal vis. I september 1944 havde Gestapo fået et tip om, at flere ledende modstandsfolk skulle mødes i grosserer Bomhoffs villa, som var omringet da Larsen ankom. Larsen flygtede, søgte beskyttelse på en politistation, forsøgte at sluge en cyankaliumkapsel ved anholdelsen, blev forhindret og ført til det tyske hovedkvarter, døde få dage efter, formodentlig på grund af tortur. |
|