Mini-biografi: Var søn af en sognepræst, tog kandidatgrad i ingeniørvidenskab 1904, herefter ansat ved Københavns Kommunes vej- og kloakanlæg. Arbejdede 1907-08 hos Ransome & Smith i New York, var ledende ingeniør hos Marx & Windsor på Cuba til 1911, udsendt af Justitsministeriet til Færøerne for at projektere vejanlæg og havne. Indtrådte 1912 i A/S Sadolins Farver, medstifter af A/S Sadolin & Holmblad, direktør 1912-49, medlem af selskabets bestyrelse fra 1914 og næstformand fra 1955. Knud Sadolin var medstifter af Foreningen af danske Farve- og Lakfabrikanter 1919, formand for bestyrelsen til 1949, blev derefter æresmedlem, var medlem af Industriforeningens repræsentantskab, medstifter af Valløby gamle Præstegaard A/S, medlem af bestyrelsen og administrator, blev formand 1956. Medlem af Dansk Principalforenings hovedbestyrelse, af Industrifagenes hovedbestyrelse, af styrelsen for Danmarks Tekniske Højskoles fond for teknisk kemi, af bestyrelsen for Kløvermarkens Golfklub, blev formand 1936, var Industriforeningens repræsentant i udvalget for Danmarks tekniske bibliotek, medlem af bestyrelsen for Dansk Arbejdsgiverforenings industrigruppe, af Brancheforeningen for Lak- og Farveindustri, medstifter af og medlem af bestyrelsen for Kemisk Værk Køge A/S, næstformand for bestyrelsen fra 1955 bestyrelsens kommitterede i A/S Sadolin & Holmblad og i Kemisk Værk Køge A/S fra 1949. Sadolin var udnævnt til Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. |