| Mini-biografi: Kom som Wienerbarn, med Røde Kors på rekreation i Danmark i 1946, efter 2. verdenskrig, blev året efter adopteret af grosserer Christen Daells enke. Var i 1958 elev på skoleskibet Georg Stage, blev 1961 student fra Ordrup Gymnasium og tog i 1973 juridisk kandidateksamen fra Københavns Universitet. Uddannede sig til advokat, var fra 1975 juridisk konsulent i A/S Daells Varehus, blev i 1979 vicedirektør og i 1981 direktør, var 1987-92 administrerende direktør. Kurt Daell havde sans for forretning og købte i 1983 Harald Nyborg-kæden, som dengang bestod af tre butikker, fik den til at vokse til der i dag, i 2026, er 66 butikker fordelt over Danmark. Kurt Daell kombinerede postordresalg med fysiske butikker, fik 1986 etableret et samarbejde mellem Harald Nyborg og FDB, om åbning af byggemarkedskæden jem & fix i Jylland, som ligeledes blev en omfattende kæde. Daell sad bl.a. som generalsekretær for Danmark i Den Europæiske Postordre Union, stiftede og var formand for KID Fonden, der støtter lægevidenskabelig forskning, var medlem af Grænseforeningens bestyrelse, formand for bestyrelsen for A/S Daells Varehus, for A/S Daells Discount, A/S Harald Nyborg i Odense og i Sverige, medlem af bestyrelsen for Dagligvare Gruppen K/S i Vejle samt formand for Studenterforeningen Heimdal. |