© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Kurt Wulff | Dansk lektor, sprogforsker og filolog Født søndag den 4. september 1881 i Hellerup, Gentofte Død torsdag den 4. maj 1939 i København |
Mini-biografi: Var søn af cigarfabrikant P. Wulff, blev student år 1900, studerede sprogvidenskab på Københavns Universitet og blev undervist af filologen Vilhelm Thomsen. Studerede siden i Oxford og Leipzig og tog 1906 skoleembedseksamen i klassisk filologi. Kurt Wulff var ansat som medarbejder ved Thesaurus linguae Latinae i München og interesserede sig samtidig for slægtskabsforhold mellem østasiatiske sprog og Stillehavssprog, studerede malajisk og dette sprogs forhold til de øvrige indonesiske sprog. Blev 1916 dr.fil. ved Københavns Universitet for afhandlingen Den oldjavanske Wirâtaparwa og dens sanskritoriginal, modtog tillige det preussiske akademis Bopp-stipendium og det bayerske akademis Hardy-Stiftung, for afhandlingen, der siden er blevet benyttet af indiske lærde ved tekstkritisk behandling af Mahabharata. Wulff var fra 1918 videnskabelig medhjælper ved Det kgl. bibliotek, sørgede for anskaffelse, forvaltning og katalogisering af forskellige østasiatiske bog- og håndskriftsamlinger. Underviste tillige i græsk på universitetet og hjalp Vilhelm Thomsen med at dechifrere oldtyrkiske indskrifter. Modtog stipendier til ophold i Peking og i Malacca, valgtes til korresponderende medlem af The School of Sinologicai Research at the University of Peking, blev 1926 lektor i kinesisk, 1928 docent i østasiatiske sprog, 1933 optaget i Société finno-ougrienne og 1934 i det danske videnskabernes selskab. Var Ridder af Dannebrog. |
|