Mini-biografi: Gik på Kunstakademiet med Vilhelm Lundstrøm og William Scharff som lærere 1946-51. Åkirke arbejdede i akademitiden, og i perioden derefter med det naturalistiske landskabsmaleri. Inspireret af "Cobra" og Carl-Henning Pedersen, blev hans motiver i slutningen af 1950'erne mere abstrakte. Men omrids af marker, bakker og træer kunne stadig skelnes. Herefter udviklede han sin abstrakt-ekspressionistiske billedstil og fordybede sig i yndlingsmotiverne sole, regnsøjler og skyer. Dyrkede bevidst det livsbekræftende, dels i motiverne, dels i de stærke farver. I midten af 1960'erne blev hans billedsprog mere fabulerende. Organismer spaltede sig som celler i et forunderligt univers, hvis drama og mystik kommer til udtryk i titler som Kosmisk solverden, Stormens verden osv. Solen har været et tilbagevendende tema i hans værker, den runde skive fylder billederne og ordet "sol" dukker op i flere titler. Fra 1980 var han optaget af det truede organiske liv. Af hans værker kan nævnes Sol-høst (1954), Fyrretræet (1956), Træer og sol (mosaik, 1957), Regnsøjler (1959), Regnsøjler i stormlys (1961), Røde træer (1961), Soltræet (1963), Stormens leg (1963), Gylden sol-torso (1968), Kosmisk solverden (1970), De blå måners land (1977) og Sol-havets torsoer (1983). Udsmykninger: Goldberg variationer hos Topsikring (1980) og 5 glasmalerier i miljø-ministeriet (1987). |