Mini-biografi: Var søn af en bøssemager, kom i lære hos en kobbersmed i Aalborg, blev 1864 svend, fortsatte sin praktiske uddannelse på forskellige tekniske skoler og rejste rundt i Europa som naver. Lars Andreas Wilson etablerede sig 1872 som kobbersmedemester i Aarhus, lavede i starten te-kedler, kander, pander og andre husholdningsgenstande, fik med tiden en større fabrik for specielle maskiner til industrien, solgte over hele Norden og i Tyskland. Wilson var en dygtig håndværker og en teknisk begavelse, gjorde flere opfindelser uden dog at tage patent på dem. Var til sidst enerådende på markedet med apparater til spritfabrikation, brænderi, bryggeri m.m. Deltog ofte i udstillinger, både herhjemme og i udlandet, modtog flere medaljer, fik bl.a. sølvmedalje ved Den første almindelige jyske Industriudstilling i Aarhus, for et apparat udført til et brænderi i Silkeborg og en medalje af første klasse for en model af forskellige apparater til spritfabrikker ved Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København. Blev 1894 medlem af byrådet, sad i udvalget til anlæggelse af et elektricitetsværk i Århus, i Brandkommissionen, Kirkegårdsbestyrelsen og i udvalget for det offentlige slagtehus. Sad i bestyrelsen for Kobbersmedenes og Blikkenslagernes jydske Centralforening, valgtes siden til æresmedlem. Afstod 1902 virksomheden til sine to sønner. |