Mini-biografi: Blev student fra Fredericia Gymnasium, tog 1974 eksamen som cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, blev ansat som fuldmægtig i Miljøministeriet og siden ministersekretær for Per Hækkerup samt kontorchef i Københavns Kommune. Var medlem af Socialdemokratiet, sad fra 1982-2005 i Københavns Borgerrepræsentation og var 1990-92 borgmester for magistratens 4. afdeling, i dag Teknik- og Miljøforvaltningen. Lars Engberg var 1992-97 sundhedsborgmester og med til at gennemføre nødvendige, upopulære reformer af hovedstadens sygehuse, her i blandt lukningen af Kommunehospitalet. Dette vakte stor harme hos borgerne, der startede en omfattende underskriftsindsamling, 115.000 skrev under i protest, men forslaget blev alligevel gennemført. Engberg overtog 27. oktober 2004 posten som overborgmester efter Jens Kramer Mikkelsen og blev allerede 31. december 2005 afløst af Ritt Bjerregaard. Engberg havde adskillige tillidsposter: var direktør for Nyreforeningen, formand for paraplyorganisationen Danske Patienter, for Lynettefællesskabet, Dansk Sygehusinstitut, Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet og havde de senere år formandsposten i Hovedhuset, et arbejdsfællesskab for hjerneskadede personer. Sad som medlem af det nye regionsråd for Region Hovedstaden, af Københavns Skoledirektion, af KAB, Københavns Havnebestyrelse, det særlige bygningssyn, Danmarks Lungeforening, Dansk Sygehusinstitut, Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet, Byfornyelse København, Wonderful Copenhagen, Bella Center, Ørestadsselskabet, Københavns Idrætsanlæg, Hovedstadens Udviklingsråd, Regionsrådet, Danske Regioner og af Dansk-Jødisk Museum. |