Mini-biografi: Var søn af en civilingeniør, blev efter studentereksamen selv civilingeniør, læste siden medicin og tog 1973 lægeeksamen. Havde som 4årig mistet faderen, der døde af lungebetændelse, ønskede derfor at kunne behandle folk med lungeproblemer. Lars Heslet forsvarede 1983 sin disputats Lung function inhomogeniety for doktorgraden, fik en omfattende klinisk uddannelse og blev speciallæge i intensiv medicin og anæstesiologi. Blev 1988 overlæge og professor på Intensivafdeling på Odense Universitetshospital, 1990 overlæge og klinikchef på Rigshospitalets Intensivafdeling. Gjorde alt for sine patienter, fik sammen med musikeren Niels Eje produceret Musikteraputisk musicure, som kunne anvendes som beroligelse til både bevidstløse og vågne patienter og fik udsmykket afdelingen, så der var mindre hospitalsagtigt. Afdelingen blev 2005, som den eneste i Europa, vurderet som "exemplary excellent" af The Joint Commision, en amerikansk myndighed, der evaluerer hospitaler verden over. Heslet videreudviklede forskellige medikamenter i sit medicinalfirma Serendex Pharmaceuticals og var en populær underviser samt foredragsholder ved kurser, kongresser og møder. Var medforfatter til bogen Sansernes hospital fra 2007 og udgav 2010 Fra det yderste. Dyrkede ved siden af lægegerningen, sin interesse for musik: spillede både jazz og klassisk musik, mestrede klaver, orgel og cello, stoppede som læge, fik bygget en koncertsal og helligede sig derefter musikken. |