Mini-biografi: Blev født på Slotved fattiggård i Mygdal sogn, viste under skolegangen i Bindslev hurtigt talent for at tegne. Kom efter skoletiden i lære som maler i Vrå, her opdagedes evnerne som kunstmaler. Lars Nielsen fik hjælp til at komme på Kunstakademiet i København, men vendte efter kort tid tilbage til Vendsyssel. Opholdt sig i 1920'erne en tid i Aalborg, men var ellers i Løkken, Blokhus, Hirtshals og i de senere år Hjørring. Var en yderst produktiv kunstner, blev kendt for sine mange malerier af havet og tegningerne af det vendsysselske landskab. Tegnede også glimrende portrætter, fandt modellernes karakteristika og gengav dem i en let karikeret tegning, levede som en fri fugl og brugte ofte sine værker som betalingsmiddel for mad, drikke, taxakørsel, værtshusbesøg og husly. Nielsen blev af ingeniør Jørgen Fibiger opfordret til at udsmykke den gamle auktionshal på havnen, begyndte 1930 at male på de rå trævægge, brændte motiverne med en loddekolbe, før farven kom på, for at værne dem mod den salte luft. Da auktionshallen blev revet ned 1966 blev malerierne taget ned, siden restaureret og hænger på Hirtshals havnekontor, ældrecentret Lynggården, Hirtshalshallen, Horne Efterskole, Hotel Fyrklit, Fiskeriforeningen. Birthe Helledie har udgivet bogen Lars Nielsen - en Løkkenkunstner. |