Mini-biografi: Var søn af en væver, blev selv udlært i faget, men ønskede at blive journalist, optog et studielån og tog 1895 præliminæreksamen fra universitetet. Laurids Hansen fik derefter ansættelse ved Aarhus Folkeblad, kom 1897 til Fyns Venstreblad som redaktionssekretær og fik af redaktør Carl Slengerik ansvaret for bladets indhold bortset fra lederartiklen. Blev i 1901 ansat på Frederiksborg Amts Avis som Sigurd Bergs betroede medarbejder, blev 1905 redaktør for avisen og bestred posten resten af livet, afslog 1937 byrådets forslag om at blive Hillerøds borgmester. Levede og åndede for avisen, der gik fra 3.600 til 23.000 abonnenter, var en af venstrepressens mest bemærkede skribenter, rådgav flere ledende venstrepolitikere, bl.a. Knud Kristensen i dennes ministerperioder. Kendte som grundtvigianer, salmebog og højskolesangbog udenad, var litterært og historisk kyndig, anmeldte derfor tit bøger. Hansen var æresmedlem af Hillerød Venstreforening, Hillerød industri- og håndværkerforening, medstifter og æresmedlem af Dansk journalistforening. Formand for Hillerødkredsens venstreforeninger, medlem af partiets landsorganisations repræsentantskab, formand for Venstres pressebureau, i bestyrelsen for Venstres redaktørforening og den danske presses fællesrepræsentation. Var næstformand i Hillerød byråd, medlem af Frederiksborg amts skoleråd, sad i bestyrelsen for Købstædernes låneforening, var formand for Gribskovbanens tilsynsråd og næstformand for banen. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. |